Studieture
I forbindelse med studieture og ekskursioner samarbejder Rosborgs elever med andre unge i Danmark og i udlandet.
Studierejserne i 2.g og i 2. hf er klassernes oplagte mulighed for at fordybe sig i fagenes internationale dimensioner, og ofte foregår rejserne med udgangspunkt i et eller to af studieretningsfagene.
Rejselærerne planlægger et fagligt program på destinationerne, og jf. Rosborgs dogmeregler for studierejser er eleverne også ansvarlige for forskellige elementer i planlægningen og gennemførelsen af studieturene.
Ud over det faglige program, tjener studierejserne tjener også et socialt formål, idet de ryster klasserne godt sammen.
Turene indgår som en naturlig og obligatorisk del af den faglige og almene uddannelse på Rosborg Gymnasium & hf. Når særlige forhold gør sig gældende, kan skolens ledelse fritage enkelte elever for deltagelse.
Der vil på turene være et planlagt fagligt program det meste af dagen.
Uden for det faglige program færdes eleverne på egen hånd og eget ansvar. Det vil dog naturligvis til enhver tid være muligt for eleverne at komme i kontakt med lærerne.
Betingelser for at deltage i en tur:
- Ingen færdes på noget tidspunkt alene.
- Da der er tale om en studietur, møder man altid til aftalte tidspunkter og på aftalte steder.
- Skolens studie ordensregler gælder naturligvis for hele turen samt lærernes henstillinger til enhver tid skal følges.
- Studie- og ordensreglerne kan findes på skolens hjemmeside > Om os > praktisk information > Studie og ordensregler eller via dette link link og SKAL LÆSES inden underskrift. Overtrædelse af studieordensreglerne (herunder alkoholforbuddet) på en studietur eller en ekskursion medfører sanktioner, enten i form af konkrete påbud på stedet eller hjemsendelse for egen regning. Jfr. kapitel 11.
Der vil på studieture være en egenbetaling på maks. 4400kr for STX og 3500kr. for HF. På sprogrejser vil der være en egenbetaling på maks. 3500kr. På 3-dages ekskursioner vil der være en egenbetaling på maks 1500kr. Ved 1-dags ekskursioner betaler skolen bus. Hertil kommer forplejning og lommepenge.
Skolen er ikke et rejsebureau, og det er derfor elevernes/forældrenes eget ansvar at tegne afbestillingsforsikringer og sygeforsikringer til studieture og ekskursioner. Skolen har ikke en forsikring, der bl.a. dækker omkostningerne ved sygdom, tyveri og evt. aflysninger (fx som følge af udmeldelse af uddannelsen uanset om det er eleven selv eller skolen, der har meldt eleven ud). Skolen refunderer derfor kun de udgifter, som vi kan få tilbage fra rejsearrangørerne.
Her kan du se Rosborgs dogmeregler for studierejser.
Se video om sikkerhed på studierejser. Videoen er produceret af Team Benns


